Viva

Vivas hjemmeside

  • •Increase font size•
  • •Default font size•
  • •Decrease font size•

Island 2005

Rideferie med www.oddsstadír.is

Min første rideferie, hvor jeg overvant min angst for at ride på fremmede heste.

Det var en vidunderlig tur med så mange forskellige oplevelser, at det hele slet ikke kan komme med.

kort_over_riderute.jpg

Ruten gik fra nord mod syd, så hestene red hjemad. Det - har jeg senere erfaret - er formålstjenligt.

Onsdag den 13. juli 2005.
16 danskere blev hentet i Keflavik af Oddur i den lille bemærkelsesværdig bus, som skulle transportere os ud til hestene hver dag.

Vi blev indlogeret i Oddsstaðir som ligger i Lundarreykjadalur nær Borgarfjörður.
Her bor Sigurður Oddur Ragnarsson og hans kone Guðbjörg Ólafsdóttir, som driver gården sammen.

Torsdag. 14. juli
1. ridedag

Vågner - fuld af forventning.
Bemærk de flotte lilla gummistøvler - vigtigste rekvisit på turen.

Vi var en blandet flok af jyder og fynboer, børn, unge, midaldrende, erfarne ryttere, nybegyndere,
nogle til store heste, de fleste vant til islændere.

Jeg var heldig at have 2 gode venner med fra Fyn.

Alle havde på en eller anden måde forbindelse til Jon Thordarson, som arrangerede turen.

Hver morgen efter morgenmaden smurte vi madpakker til turen og havde dem i sadeltasken sammen med vandflasken, regntøj, myggenet og læbepomade.
HUSK LÆBEPOMADE!!


Vores bagage blev læsset i traileren, og transporteret til næste overnatning.

Temperaturen var rigtig dejlig. 15-17 grader hele ugen, og kun enkelte byger.

Vi sat godt og tæt og forventningsfulde i bussen, som erindres af alle, som har siddet på midtersæderne Wink

Vi blev kørt til en fangefold øst for Brú, hvor hestene ventede sprængtfyldte af energi på at ride sydpå, hjem til Oddstadir.

Vi havde 5 islandske stifindere med på turen: Oddur, Thori, Shöfn, Siggi og Jon Thordarson fra Keilir i DK.

Først skulle vi vælge sadler. Først til mølle. Jeg fandt en sadel med riller på. Den fulgte mig hele ugen til alle heste. 3 forskellige heste hver dag.

Oddur og Siggi fandt de første 16 heste til os, gav dem hovedtøj på og noterede, hvem der fik hvem.

Hestene var smukke, muskuløse og udstrålede sej energi.
Her har Jona fået et pragteksemplar med vind i manen.

Mosa hed den første hest, jeg fik tildelt, som en af de sidste.
Hun så ikke ud til at være helt tilfreds med at få mig på ryggen!

Nå, sadel og sadeltaske på - og op på hesten.
Men inden jeg var helt på plads i sadlen med fødderne i stigbøjlerne, satte fortroppen i gang, og alle heste fulgte efter - inklusive Mosa - over stok og sten!

Terrænet var tuet og ujævnt, og Mosa løb højre og venstre om tuerne, og jeg havde slet ikke fået balancen endnu, var helt uforberedt på denne start.
Det skal nævnes, at jeg på dette tidspunkt kun havde redet på min egen forudsigelige Blida på fine veje og grusstier og aldrig havde prøvet andre heste.

Så det var en frygtelig opvågning til de vilkår, der ventede mig den følgende uge.
Jeg fortrød inderligt, hvad jeg havde indledt mig på.

Ca 5 km gik det i fuld fart ud og ind mellem tuerne, før der blev bevilget pause til at vande heste og ryttere.
Efter endnu ca 5 km i god fart holdt vi ved et pigtrådshegn, hvor vi skulle skifte heste 1. gang.

Det var meget enkelt

Man kobler en hvid nylon hegnstråd til pigtrådshegnet, går udenom de løse heste med den hvide nylontråd. Rytterne fungerer derefter som hegnspæle, mens de holder snoren som bliver hæftet på pigtrådshegnet igen.

Rytterne afleverer deres afsadlede hest indenfor den hvide snor, og Oddur og Siggi finder nye heste til rytterne

Heldigvis havde Oddur og Siggi opdaget, at jeg ikke havde magt over Mosa, og fandt en anden hest til mig, som måske passede bedre.

Jeg havde heller ikke evne til at få Djurfung til at tølte, og hun travede det hårdeste trav, jeg havde oplevet.
Mine uprøvede mavemuskler blev strammet op og grundlaget til de blå mærker i bagen blev lagt.

Jeg fortrød, at jeg var taget på rideferie.

Endelig efter ca 15 km for fuld udblæsning kom der ro på hestene, og jeg kunne tænke på at bruge lidt teknik på Djurfung,
og så kom tølten.

Hurrahh.!!!!!

Jeg havde naturligvis fået plads i bagtroppen på 8 mand.
Foran mig løb 45 løse heste og i fortroppen red ca. 8 af de dygtigste ryttere.
Et skønt farverigt skue
Fortroppen skulle ride hurtigere end de løse heste og hindre, at de løse heste overhalede.

Vi ville gerne sikre os mod våde tæer og havde spurgt Jon, om vi skulle over vandløb den 1. dag.
Nej... sagde han... Ikke noget særligt.

!!!!!

Nå, det var muligvis ikke noget særligt, men vi fik våde sko og strømper og stolede ikke på Jons dømmekraft længere Smile.
Herefter havde jeg mine fine nye lilla gummistøvler på hver dag.

1. aften overnattede vi i et (lejrskole?)hus med flere soverum med madrasser, fællesstue og køkken.
Strømper, sko og ridebukser blev hængt til tørre

Vi fik suppe hver dag og derefter en kødret.
Første ridedag var det spagetti og kødsovs i rigelige mængder - og en hyggelig snak på terrassen.

Sang og islandske sagaer sluttede dagen.

Fredag den 15. juli
2. ridedag

Hestene græssede på grønne enge om natten og var klar til afgang næste morgen

Shöfn på 73 år sidder på sin smukke jarpvindotte hest og ser ikke helt vågen ud.

Men skinnet bedrager!

Den anden dag føltes de første 5 km ikke særlig lange.
Vi holder første hvil og benytter chancen til at vande heste og fylde vandflasker

Første hest på 2. dag var et kup.
En skøn vallak, som hed Snerrir bar mig sikkert og vidunderligt gennem de første 10 km.

Flere af de jyske deltagere huskede ham fra deres tidligere ferier og længtes efter at det blev deres tur :-)

Han gik gennem dybe vandløb fyldt med bundsten på størrelse med håndbolde uden at vakle.
Jeg nød det, som om det var min egen Blida.
Og sikken en tølt! Den bedste jeg har oplevet til dato (2011).

Her får I lige Shöfn igen med hendes smukke jarpvindot.

Der var mange pauser, hvor ingen rigtig vidste, hvad årsagen var.

Måske skulle de løse heste græsse lidt? Måske diskuterede guiderne, hvor man skulle passere vandløbene?

Islandsk tid, blev det døbt.

Det lærte mig at slippe rastløsheden og utålmodigheden - bare at lade dagen og oplevelserne komme - nyde naturen og hestene.

Medicin mod stress

Vi red mod syd, højre om Eriksjøkul. Jævn hurtig hastighed - bemærk tuerne, som af og til skulle forceres, uden farten blev sat ned.

Ingen snubleheste her!

Bemærk den fantastiske blanke man.
Alle hestenes skind og maner var vidunderlig blanke og vidnede om at græsset og urterne, som hestene levede af, indeholdt rigelig med vitaminer og mineraler.

Min anden hest var en moldot hoppe, Skessa. Hun havde ikke samme balance som Snerrir, men jeg vænnede mig hurtigt til hende. Hun tøltede hele tiden, men rullede lidt i galop op ad bakkerne, eller hvis det gik for hurtigt, men så kom Oddur ridende op på siden og sagde: "Kun tølt"
Og så var det bare om at få hoppen ned i tølt igen.

Den fine grønne hat er et absolut must, hvis man skal undgå at sluge myg og fluer.

Pause - Langjökul ses i horisonten. Hestene forstod virkelig at udnytte de 5-10 minutters pause, som blev bevilget ind imellem.

Bente får en af de rødblakke. Flere af de blakke heste havde fælles mor, som deltog i turen. Hun var over 20 år, men stadig lige stærk.

Den sidste hest, jeg fik glæden af den dag, var en hvid (skimmel) med sorte fregner.
Oddar (tror jeg han hed)


Han besluttede sig ikke for, hvilken vej han ville om tuerne, før i sidste øjeblik.
Jeg kunne ikke holde balancen og blev bange for ham i starten.
Men så fik jeg kortet mine stigbøjler op, og vi havde godt sammen resten af dagen.

Tølt hele turen - god fart og lidt galop op ad bakkerne.

Her lærte jeg virkningen af den halve parade, når hesten skulle holdes i tølt. Øjenåbner.


Bruno ville gerne have udfordrende heste og det fik han Laughing - ofte.


Hele dagen red vi på tuet sletteland med store og små bakker, faste stenede ridestier, mosser og lav, timian, krybende buske og ind imellem et område med græs, hvor hestene fik lov at græsse. Dejligt blæsevejr, som holdt fluer og myg i skak.

Men den sidste del af turen ned til fæhytten, hvor vi skulle overnatte, red vi på en jordvej med gult støv.

60 heste i gungrende tølt ned af en jordvej støver MEGET. Især på bagtroppen!
Der var ikke andet at gøre end at lukke øjne, næse og mund og satse på, at hestene vidste, hvor de skulle hen.

Desværre har jeg ingen billeder af vores fantastiske, gule ansigter.


Denne lille fæhytte indeholdt toilet, køkken, stort, fælles soverum med madrasser på de to langsider og en hems ovenpå.

Hestene overnattede i en indhegning til får længere borte.

Flere prøvede at ringe hjem, men forbindelsen var meget dårlig. Enkelte fik kontakt ved at stå på tuerne. Et komisk syn.

Herfra kan grusvejen ses i horisonten og den lille grå firkant til højre er et trekantet hus over en bæk, hvor man kan sidde på et bræt og besørge. Rindende vand sørger for at luften altid er frisk.

De dygtige køkkenpiger (Oddurs kone, Guðbjörg til højre) lavede en skøn lammesuppe med grove grøntsager i. Det kogte lammekød blev serveret bagefter til salat.
Den daglige suppe vedligeholdt vores væskebalance. Jeg tror, det havde stor betydning for vores velbefindende.

Vi sadlede op kl. 12 og red 45 km i solskin, til vi sadlede af kl 18,30.

Der var nogle alvorligt ømme bagdele og mange udtørrede og ødelagte læber, så efter middag og en øl med hyggelig samtale væltede vi bagover i soveposerne og sov trygt til næste morgen.


Fredag den 16. juli
3. ridedag

Vi vågnede i solskin, men inden opsadling trak skyerne ind og gav regn.

Men det findes der råd for.

Jeg mente ikke at det var nødvendigt at have regnbukser på, men det fortrød jeg hurtigt.
Våde bukser og blæst dur ikke.

Afgang kl 10.

Dagens første hest var en kæmpestor rød vallak, som hed Orvar. Han krævede en konesten!
Stor, men dejlig - stabil tølter.

Han sænkede hovedet ofte.
Det virkede, som om han orienterede sig om vejens beskaffenhed mellem benene på de andre heste.
Det generede ikke mig.

Ved 1. hvil fik jeg regnbukserne udenpå de våde ridebukser, og straks fik jeg varmen og inden længe var ridebukserne tørre igen.

Hvorfor skal ridehjælme være så kedelige.
Oddurs hjælm var beklædt med filtet uld. Ulden var sikkert filtet på hjælmen og derefter limet fast.

Jeg leger med tanken Smile

De islandske hestes store farvespektrum betager mig konstant.

Hest nummer to - Gunnur - var en ganske anden oplevelse. En meget følsom rødblak vallak, som ikke ville stå stille, da jeg skulle i sadlen.
Jeg fik også at vide, at jeg ikke måtte lægge schenklerne til, for han var meget følsom.

Gunnur var ikke særlig lydhør og havde ingen stopknap (jeg har nok lagt schenklerne til Undecided). Han tøltede behageligt, men skulle jævnligt sættes i tølt. Han ville hellere trave eller galoppere. Han tyggede hele tiden febrilsk på biddet, og jeg havde svært ved at holde balancen på ham.

Jeg var ikke ked af det, da vi skiftede heste sidste gang.

En fantastisk oplevelse havde jeg dog, mens jeg red på ham. Vi red på en højslette, og hestene (de andres) tøltede ufortrødent gennem sten der var større end singles og små kampesten, ufortrødent gennem 1 meter dybt strømmende vand, og bedst af alt:

Vi red gennem et område kun dækket af grå lav og lilla timian.
Vi, som red i bagtroppen, fik den vidunderligste timianduft væltende ind over os. Det husker jeg endnu, som noget helt vildt.

Efter det skønne timianridt holdt vi eftermiddagspause ved en naturlig fangefold, skabt ved en sænkning at klippen.

En trælåge var sat i den eneste åbning til sænkningen. Vi kunne sidde på kanten og nyde hestene mens vi spiste de sidste klemmer.

Ud over den naturlige fangefold, var der en anden seværdighed.
En grotte, som rakte 3500 meter under jorden.

Et blik ud over den lav og timianklædte slette.

Dagens 3. hest var en dejlig sortbrun vallak ved navn Ljufur. Han havde en meget kraftig man, som jeg varmede min hænder i. Det var lidt koldt.
Han tøltede fantastisk hurtigt. Lige så stærkt som i galop. Også ned ad bakke. Meget sikker på benene.

Han slog dog meget med hovedet, hvilket var lidt trættende for armene.

Men pyt!

Vildt skønt/spændende var det, da vi red ned af en fjeldside i tølt. En sten satte sig i en hov, men voldte ingen skade. En sko faldt af, men blev straks slået på igen.

Her er vi kommet ned af fjeldet og venter på skoning.

Jona havde fået lov at ride Ösp. En meget varm hoppe. Jona husker hende endnu!

Vi red gennem en lille "skov"  af 2 meter høje birketræer med meget små blade.
Meget spændende tølt gennem skoven, op og ned af bakker.
Jeg sad helt perfekt og der var kun knæene, der bevægede sig.
Fuldstændig taktfast tølt.
Jeg jublede højt.
Det var turens højdepunkt.

Turen endte i en meget grøn græsmark, hvor vi holdt pause, mens hestene spiste.

Bemærk "skoven" i baggrunden. Og de blanke heste


Vi var kommet til Húsafell, hvor hestene skulle overnatte.

I Húsafell ligger en kirke med et fint grønt tag.

En stenhugger bor i det blå tårn, og har lavet altertavlen i kirken.

Og mange andre spændende værker

Kirken havde engang en katolsk præst, som havde mange børn rundt omkring.
Han skulle egentlig leve i cølibat, men Island ligger langt fra Rom.

Det fortælles, at da 2 af hans sønner blev slået ihjel, begyndte Húsafells kirkeklokker at kime af sig selv til de sprak.

Da vi havde kikket på Kirken, tog bussen os med til en fos, som hed Barnafossen.

En bro forbandt engang de to skrænter, men sagnet siger at to børn druknede der. De ville følges med deres forældre, som var taget til kirke uden dem.

Moderen fik broen revet ned.

Hraunafoss ligger længere nede af fossen og vandet kommer væltende ud af klippesiden.

Der er vand overalt på Island. Det vælter bare ud alle steder. Regnbuer kan ses overalt.

Fra Húsafell var der ca 1,5 time i bus hjem til Oddstadir, hvor vi skulle overnatte resten af turen.

Der ventede os skøn blom- og hvidkålssuppe med lammekød samt laks, salat og kartoffel.

Til dessert en dejlig varm hot tub med plads til rigtig mange.

I seng kl 24.

 

Lørdag den 17. juli

Op kl 7.00 Morgenmad kl 8.00.

Vi skal på sightseeing inden dagens ridetur. Vi skal til en dal, som indbyggerne fra området omkring Borgarnes brugte som genvej, når de skulle til Tingvallasletten




BARE ROLIG -  DER KOMMER SNART MERE!!

 

  • Heimdalur fra Rågelund 1 md gammel
  • •Beskrivelse:

    Billeder af vores islandske heste

  • Silkisif med føllet Sörli
  • •Beskrivelse:

    Billeder af vores islandske heste

  • Heimdalur fra Rågelund, netop fravænnet
  • •Beskrivelse:

    Billeder af vores islandske heste

  • Heimdalur fra Rågelund, 1 år gammel
  • •Beskrivelse:

    Billeder af vores islandske heste

  • Silkisif fra Gl. Ladegård
  • •Beskrivelse:

    Billeder af vores islandske heste

  • Heimdalur fra Rågelund, 3½ år gammel
  • •Beskrivelse:

    Billeder af vores islandske heste

  • Heimdal, Vænting og Silkisif
  • •Beskrivelse:

    Billeder af vores islandske heste