Viva

September 2004 

Da vi ankom til Island anden gang, havde vi bestilt en Toyota Landcruiser diesel, som vi kørte i første gang.

Desværre stod der en Suzuki Vitara benzin. Det burde vi have nægtet at køre i, men vi var ivrige efter at komme afsted, så det blev en benzinbil.

Det fortrød vi mange gange på den tur, når vi måtte vende om, fordi vandløbene var for dybe at køre over med en benzinbil.

Bortset fra det, var det en skøn ferie, hvor vi fik set det østlige Island.

Vi ankom til Keflavik midt på eftermiddagen og besluttede at køre mod Grindavik og langs sydkysten forbi en svovlpøl, vi ikke fik set sidste gang.

Vores næser fik en oplevelse af de store. Det var virkelig svovl og damp og plut, plut.

Så var vi ankommet.

Vi ville overnatte i Selfoss hos Menam, som vi gjorde sidst. Enkle værelser på 1. sal til rimelig pris

med morgen mad på hotellet overfor, som har en skøn udsigt over Hvítá (Kvitau), som giver vand til Gullfoss og løber gennem Selfoss forbi hotellet.

Vejret var gråt, men vi vidste, at det kunne skifte pludselig, så vi håbede på bedre vejr, når vi skulle køre turen forbi Gullfoss og nordpå. 

På vejen til Gullfoss kom vi forbi et seværdigheds skilt og en parkeringsplads.

Det så lidt bart ud, men vi skulle da lige se, om der gemte sig noget spændende.

Midt i det grå fandt vi dette grønne krater. 

Det er det ved Island, at der er så mange overraskelser, når man mindst venter det.

Jeg synes, at mit foto er flottere.

Vi er kommet forbi Geysir og Gullfoss og kørt de første kilometer mod nord.

Her krydser vi Hvítá anden gang.

Hvítá får masser af smeltevand fra Langjökull, men det er ikke til at se, at denne rolige flod bliver til vældige Gullfoss få km længere sydpå.

Man aner isen fra Langjökull i det grå landskab.

Pludselig skifter lyset

Fantastiske farver. 

Ca. midtvejs kan man vælge et andet spor og drage til Akureyri - syd om Hofsjökull - men den genvej havde vi ikke mod til at tage i en benzinbil.

Som det ses på vegetationen var græsset gult og tørt.

Sommeren 2004 havde været rekordvarm og meget tør, så vegetationen var visnet

Det september-farve-orgie, vi havde håbet at se i godt vejr, fik vi heller ikke denne gang.

Til gengæld var gensynet med den skønne Blöndulón så  betagende, som vi kunne ønske os.

Her ser vi  mod syd

 og her mod nord, hvor skyerne forsvandt hen.

Vi fandt ud af, at der gik et spor over den lille dæmning mellem de to søer.

Det spor førte mod vest i den retning hvor Bakkaflöt ligger. I dalen syd for Skagafjördur.

Der ville vi overnatte i hytte, som vi gjorde i 2001.

Fra Bakkaflöt kan man leje både til riverrafting i sæsonen, og der er overnatningsmuligheder på værelser og i hytter. Maden er også udmærket. Lam og fisk.

Noget af det der undrede mig, var at floderne sorterede stenene i forskellige størrelser.

Her er der bygget moler ud med større sten. Måske for at give læ til at mindre sten i en bestemt størrelse skal lægge sig bag.

Det blev flere steder udnyttet på sammen måde som vores grusgrave.

På denne rejse brugte vi videoen flittigt og kameraet mindre, så turen gennem Akureyri og forbi Mývatn er ikke med her. Men derefter kom vi til den del af Island, vi ikke havde set før.

For eksempel kørte vi ca 30 km i dette landskab, som mest lignede enorme kulbjerge - øst for Mývatn. Búrfellshraun. 

Landskabstypen fortsatte sydpå -  helt til Vatnajökull.

Hist og her var naturen dog ved at etablere sig.

Gule og grønne mosser. Her  er der virkelig tale om pionérplanter.

Inden de store fjelde i øst kørte vi over Jökulsá á Fjöllum, som får vand fra Vatnajökull. På de brede enge gik

masser af fede septemberfår og -lam 

Læg mærke til, hvor brede fårene virker.

Egilsstadir

Den spændende køretur fra engene gennem de høje fjelde til til Egilsstadir fik jeg også kun på video. Det er jeg ked af nu, for der var meget at se på. Flere steder var man ved at sprænge tunneller, for at lette trafikken.

De pas vi måtte køre over var meget stejle, og sikkert farlige i vintermånederne. Fjeldene i det område er omkring 1000 m.o.h.

Egilsstadir er den største by på de kanter, men det siger ikke så meget.

Jeg tror ikke at der var mere end en enkelt købmand. Der bor virkelig ikke mange mennesker udenfor Reykjavik og Akureyri.

Lidt udenfor Egilsstadir fandt vi et pensionat ejet af en ældre kvinde, som havde sine heste tæt på huset.

I 2004  havde jeg lige købt Blida og Randalin, og kun redet på Blida, så jeg turde ikke prøve fremmede heste. Men jeg kunne godt nyde dem. Hestene var pensionatejeres kæreste eje.

Og de blev fodret godt. Min Blida ville ikke se særlig tyk ud i det selskab.

Trugene herunder var meget praktiske. Her blev wrappen udfodret 

og herunder ses kraftfodertrugene

I privaten, hvor vi spiste vores morgenmad, hang dette foto. Jeg gætter på,at det var fra 40'erne eller 50'erne. 

Tre skimler - det kan jeg lide.

Vi spiste sammen med en ung islænding, som var på fiskeferie.  Han fortalte, at det var blevet dejligt at bo på Island nu, fordi det var blevet så billigt at flyve til resten af verden.

Før længdes mange efter at slippe væk fra isolationen, men nu havde Island åbnet sig, og der var vækst i økonomien. 

Han betragtede nu Island som alle raske drenges yndlingslegeplads - og pigers, kunne jeg tilføje.

Syd for Egilsstadir ligger en lang sø (Lagarfljót), som egentlig er en flod fra Vatnajökull, der har bredt sig ud. Langs denne sø har man plantet træer. Og på den vestlige side er træerne blevet 3-4 meter høje.

Og faktisk - så ødelægger de udsigten.

Nede i bunden af søen finder man Hengisfoss, som er et fantastisk vandfald. Der er en sti helt op til vandfaldet, og turen er længere end den ser ud. Heldigvis er der bænke på vejen. 

Her skal jeg tilbage en anden gang. Denne gang med kamera i stedet for videoen.

Vi kom lige forbi disse flotte væddere, på vores vej ud til østkysten. Vi ville køre langs kysten, så vidt det kunne lade sig gøre. 

De gamle udtjente landbrugsmaskiner havde her fået en plads med god udsigt.

De stod langs vejen og pyntede.

Noget smukkere end de skrotbunker, vi så hist og her.

Er hun ikke dejlig ? Stærk og ukuelig.

I Egilstadir havde vi hørt om Petra, døbt Ljösbjörg Petra Maria Sveinsdóttir. Hun havde samlet sten fra sit bjerg ved Stödvarfjördur hele livet.

Petras have var fyldt til bristepunktet med smukke sten. I sæsonen er der op til 300 besøgende om dagen. Det er omtrent det antal, som bor i den lille by

Desuden havde hun gjort det usædvanlige på Island at plante et læhegn omkring sin have og tilføre en mængde jord og kompost, så den fremstod frodig og i læ. 

De følgende billeder viser lidt af hendes livsværk, som var et højdepunkt på turen.

  Træk lige et nul fra :-)

  Der er kun malet på den øverste sten. De andre er farveægte.

Havenisser er et hit på Island. Måske fordi de underjordiske stadig spiller en rolle.

Inde i huset er en samling af sten, som sømænd har bragt hjem til Island. Desuden er der salg af polerede sten. Datter og barnebarn passer udstillingen nu.

Kirken i Stödvarfjördur er holdt i friske farver.

Her er et eksempel på det nye hus, som er bygget nær det gamle betonhus. Huset af beton var efterfølgeren af tørvehuset, så det er ikke længe siden, det var en stor forbedring. Der må have været lavt til loftet på første sal

Bemærk den "gamle" skov og den nye.

Vandpyt i en vejside, hvor en gummiged læssede naturlig knuste skærver fra bjergsiden.

Et moderfår og 2 lam har fundet en fjeldside, som er lysegrøn af forskellige pionerplanter.

Det er indlysende fornuftigt, at fårene ikke holder sammen i flokke. 

Sydøst for Vatnajökull kaldes et område af isen Breidamerkur-jökull. Her brækker isen af i fjorden ganske tæt ved hovedvejen. Det kan anbefales at stoppe her. Isen er turkisblå og utrolig smuk. Den flyder forbi  under broen og ud i havet. Man kan komme med et skib ind mellem de flydende "isbjerge". Skibet har hjul og kan køre på land bagefter. Det var en overraskelse!!

Her havde jeg også kun videoen fremme.

Vi kørte nu syd om Vatnajökull, og kom snart gennem det lave ørkenland, hvor de store vandmasser fra vulkanudbrudet i Grímsvötn skyllede veje og broer væk. Krøllede broerne sammen som strikkegarn.

Resterne står som monumenter langs den nye vej. Desværre var det kun videoen, som blev brugt.

Her kører vi syd for Mýrdalsjökull vest for Vík. Man kan se fårene på de stejle skrænter. De er ikke klatret op, men sandsynligvis klatret ned fra de græsmarker, som anes øverst.

Ferien er ved at være slut, men vi skulle lige se, hvad den blå lagune var for noget.

Det er september, 7 grader og snuskregn. Men inde i lagunen er vandet 40 grader varmt og blødt som silke.

Det opdagede jeg dog først et par år senere. Denne gang nøjedes vi med at betragte det forunderlige skue fra cafeteriet. 

Den blå lagune ligger nær Grindavik, som vi kørte igennem da vi ankom. Vi havde et times tid i overskud inden flyafgang, så vi kørte ned til den lille fiskerby, hvor vi fik den sidste store oplevelse.

En flok får blev drevet gennem byen ved hjælp af fårehunde og en fortrop og bagtrop af ryttere.

Jeg fik det meste på video - men så var der ikke mere batteri. Derfor har jeg disse billeder af bagtroppen .

Her ses bagtroppen, og på skimmelen ses en lille dreng, som var bundet til sadlen. Alle mand er af hus.

Bare det var mig. 

Sidste indtryk af Grindavik, var kirken, som tilsyneladende var blevet overflødig - eller erstattet.

En kirke for meget og en børnehave for lidt. Praktisk beslutning.

Ugen er slut, men beslutningen om at vende tilbage er taget.