Viva

Island, fårenes og hestenes ø

Jeg vil fortælle kort om det stærke indtryk, jeg fik af den islandske natur og de islandske husdyr, som jeg oplevede dem på en bilferie på øen i september 2001. Min husbond og jeg havde ikke kontakt med islændinge med husdyr, så mine betragtninger er helt mine egne og behøver ikke være korrekte.

Vores rute var:

Keflavik, Geysir, Gullfoss, derfra stik nord forbi Langjøkul gennem indlandet til nordkysten, mod vest gennem Akureiry til Dimmuborgir og rundt om Myvatn, tilbage mod vest, rundt om Snefjeldsjøkull, langs kysten sydpå, kysten mod vest, nord om Hekla og Landmannalaugar, syd om Myrdalsjøkul og tilbage til Keflavik.

Vejret den første dag startede gråt, regnfuldt og diset, men dagen efter blev vejret bedre og viste et helt andet Island, som gav os den største naturoplevelse nogensinde.

KORT OM ISLAND

Islands nordlige kyst ligger lige syd for polarcirklen og øen er på størrelse med Irland.

11 % er dækket af gletschere, 10% af lava områder, 20% er græsningsarealer og kun 1% er opdyrket land.

Der er i 2001 ca. 300.000 mennesker, 77.300 heste, 490.000 får og rigtig mange biler med 4 hjulstræk.

Det er fornuftigt med satelitudstyr, når man færdes inde i landet, hvor mobilen ikke virker. 

 Sovevogn

Ofte så vi en flok biler, der kom hjem fra ræs i indlandet. Der var lige så mange gråhårede som unge mennesker i bilerne. 

Det ligner et mobilt sygehus, men et skilt fortalte, at køretøjet blev brugt til udflugter på gletcherne.

Luften er krystalklar, lyset er skarpt og forventet levealder er 78 år for mænd og 81 år for kvinder.

Halvdelen af islændingene bor i og omkring Reykjavik.

Langs kysten ligger en ring af gode asfaltveje med 2 spor og ridestier i god bredde.

( Vi så 2 cyklister, men det var turister) Lige så snart vejene går ind i landet er de grusveje af forskellig kvalitet og over bjergene er der kun hjulspor.

4 hjuls træk anbefales, så snart man forlader kysten og  helt nødvendigt mange steder.

Grov vejbelægning! 

Køreturen fra Gullfoss til Blöndudalur

Vores første indtryk, da vi forlod Flyvepladsen i Keflavik og kørte ind i landet var regnvejr, dis, sorte sandstrande og snavsede får, der løb over vejen eller krøb i læ under skrænter og lavablokke.

Da vi havde set Geysir og Gullfoss,  undersøgte vi kortet og opdagede, at der gik en striblet linie derfra nordøst gennem landet.

Det så spændende ud 

Da vi var kommet et stykke var vi lidt i tvivl om, hvorvidt vi havde valgt det rette mål for vores årlige ferieuge.

Sporet mod nord fra Gullfoss langs Langjökull  startede med dis og støvregn - af og til tæt tåge, og vi kunne ikke se meget af naturen. Vi så dog mange kunstfærdige varder og f.eks denne stenbue.

Vi blev enige om at næste gang vi kørte på denne rute, skulle det være klart vejr

Pludselig lettede tågen.

- og vi var overvældede. 

På sporets sidste strækning kom vi forbi den skønne sø Blöndulón, som forekom helt lysegrøn og elveragtig efter den lange grå køretur.

Næste mål - Akureyri, Dimmuborgir og Mývatn

Dette er Akureyri, som er den næststørste by på Island. 

Et eksempel på islandsk farveglæde i Akureyri.

Overfor ligger boghandleren, hvor jeg købte min islandske ordbog.

Mývatn 

Det er umuligt at give søens skønhed fuld retfærdighed. Der er taget mange fantastiske billeder af professionelle fotografer.

Vandet er krystalklart og plantevæksten frodig. 

Dimmuborgir ligger ved Mývatn - Myggesøen - og er et voldsomt knudret område, hvor lavamasserne er skruet op til troldeagtige formationer.

Her har træerne fundet er fristed. Der var også mange skønne blomster.

Vi kørte samme vej tilbage mod vest.

Brú til Eiriksstadir 

Vi drak kaffe og spiste dejlig kage på et cafeteria i Brú. Her studerede vi kortet og  bemærkede et spor stik vest.

Et skilt fortalte, at kun 4 hjulstrukne biler kunne komme over. 

Broer er der kun få af inde i landet og vi måtte krydse mange vandløb ved vadesteder. Her er det en fordel at bilen er dieseldrevet. 

 På denne højslette, som lå mellem 500 og 800 m over havet, var der helt stille. Fårene var der et eller andet sted, for der var kvægriste eller låger, der skulle åbnes og lukkes.

Farverne, der pludselig springer frem af den grå ørken, og vandet som pibler ud af klippespalter overalt.

Livskraften er voldsom.

Endelig nede på fast vej og så ser vi...

Erik den Rødes gård, som er blevet genopført.

En islandsk studerende fortæller os om projektet og historien på svensk!!

Det havde været lettere at forstå på engelsk

Spisekammeret. 

Her er de famøse sengeheste, som førte til Erik og hans søn Leif den Lykkeliges fredløshed, og som følge deraf bosættelsen af Grønland og opdagelsen af Amerika. 

Herefter kørte vi ud på halvøen Snæfellsnes.

Denne smukke top så vi på vej til Snæfellsnes 

Her er måske den samme top fra en anden vinkel.

Denne lille kirke ligger ved Grundarfjördur 

Klokketårnet var ydmygt. Bemærk den klare luft. Tidlig morgen. Klokkerne kan sikkert høres langt  omkring.

og kirkegården tilsvarende smuk og enkel.

Kirken i Ólavsvík er ny. Fjeldsiden er noget dominerende.

Snæfellsjökel - ligger længst mod vest på halvøen Snæfellsnes.

Tågen ligger over isen. 

Tæt på jöklen ligger Sönghellir, som er nogle huler, hvor akustikken er god, og hvor Bardúr og hans folk overvintrede, mens de byggede nye boliger. 

Fra de mørke huler kom vi ud til dette betagende pastelfarvede syn.

Breidavík

TILPASNING

DER ER 2 SLAGS ISLANDSKE FÅR

Dem indenfor hegnet og dem udenfor. Det virkede, som om der var næsten lige mange af hver slags, og at det i grunden var lige meget, hvor de gik.

Men fårene og hestene var et kapitel for sig. Man forstår den selvstændighed, både får og heste må være i besiddelse af for at klare sig i det barske landskab.

Kun hvor der var meget græs, gik der flere får sammen, men oftest gik de 3 og 3. Et moderfår med 2 lam, der her i september var lige så store som deres mor. Kun pelskvaliteten afslørede alderen.

På vores tur tværs over øen kørte vi gennem øde grus ørkener, og hvor der pludselig groede lidt stift græs, stod der helt sikkert 3 får. 

Langs med de nye asfalt veje så vi af og til resterne af de gamle veje og broer - gg et får hist og her

Vi kunne så køre flere kilometer i golde landskaber, før vi igen så 3 får græsse i en lavning, hvor mulden har samlet sig. Der skal vandres mange kilometer efter føde, og der er ikke andet ly end den naturen skaber. Foldene var enorme, og jeg husker det, som om vi kun kørte over et par kvægriste på vej over indlandet, og hegnet fortsatte så langt øjet rakte..

Jeg ved ikke, om den gamle metode bliver brugt endnu, hvor man trækker hammen af, når den slipper naturligt, eller om man klipper dyrene. Man kunne tro, at kun lammenes uld bliver udnyttet, for rigtig mange voksne får gik endnu med resten af den gamle ham flagrende om haserne.

FÅRENE

er ikke særlig smukke ved første øjekast, når man holder mest af et gotlænderhoved, men når man har set dem i deres rette omgivelser en uges tid træder deres charme frem.

De lette spring over tuerne, den fyldige, luftige pels, den hårdføre karakter og målbevidste søgen efter føde vækker respekt. Den trang, de har til at gå deres egne veje, er absolut nødvendig for at kunne udnytte de græsningsmuligheder, der er til rådighed inde i landet.

Flokinstinktet ville hurtigt tage livet af dem og er heller ikke nødvendig, når der ingen rovdyr er ud over få polarræve - og mennesker.

Mange områder var dækket af lyng, rensdyrlav, blåbær, revling, rypelyng, timian og forkrøblede pilebuske.

Her gik der mange får, men stadig meget spredt. 20 får kunne have en hel fjeldside for sig selv, men så brugte de også hele pladsen

Hvis der var hegnet i området, var hegnet ført helt op til toppen af de grønne eller gule fjelde, for fårene har ikke højdeskræk. Ofte troede vi, at det var fugle, vi så på de stejle skrænter, men kikkerten afslørede, at et får lige skulle have de sidste græstotter med allerøverst oppe.

Hvis de vulkanske bjerge ikke var helt nøgne, var de dækket af grønt græs eller gule mosser, stenlav og enkelte krybende buske med røde blade. Et overvældende skønt skue i form og farver.

Turen rundt om Hekla og gennem Landmannalauger

Enkelte gange var det vandløbene, der fungerede som veje, fordi de var jævnere end omgivelserne. I sig selv en stor oplevelse at rejse på den måde. Det stillede sine krav til bilen og chaufføren.

Skønne former - enkelte isrester fra sidste vinter. 

Mosser og lav 

På turen rundt om Hekla og ind i Landmannalauger så vi helt vidunderlige former

Et lidt sløret foto, men måske kan stigningen på 18 procent fornemmes. Det krævede et godt køretøj.

Vi kørte gennem en slugt, hvor denne fantastiske delfin overraskede os.

Af og til var det ikke helt let at finde de rette spor. Små pæle i jorden var ofte det eneste, der viste retningen.

Desværre fandt vi aldrig ind i de områder, hvor farverne på fjeldene er dannet af de mineraler, som de består af.

Det er et stor ønske senere at finde derind. 

Det var ved at blive mørkt, så næsen vente hjemad. 

Solheimarjökull, som er en "arm" fra Myrdalsjökull. den kan ses fra den sydlige hovedvej.   

Man kunne godt undres over, hvordan man fik pæle hamret i jorden i disse stenørkener, og flere gange har det heller ikke kunnet lade sig gøre

I stedet har man lavet en trækasse på en meters højde, fyldt den med store sten, og derefter fastgjort hegnet til den. Ideen blev ofte brugt, når man skulle lave en låge.

Foto kommer 

De runde fange- og sorteringsfolde så vi flere steder. De nyeste var lavet af træ, men de ældste bestod af lavablokke, stablet ovenpå  hinanden. Meget skrøbelige i mine øjne.

Ferskvand er der masser af. Vandet pibler ud af alle sprækker i bjergvæggene og op af jorden,

Kæruld blomstrer i store områder

- og kvanen dominerer ved vandløbene.

VINTERFODER

Fårene og hestene græsser ofte sammen og går i de samme indhegninger, men fårene har naturligvis bjergsiderne for sig selv, når de bliver stejle og hedesletterne, når de bliver alt for sparsomme.

Omkring gårdene er udsøgte områder dyrket som almindelige marker. Raps bliver især dyrket på kvæggårdene. Den bliver ikke høstet moden, men bliver brugt grøn som tilskudsfoder til kvæget sidst på sommeren. En el tråd bliver flyttet en meter ind i rapsmarken hver dag, og køerne har frisk raps at æde.

Hvad der ellers møder øjet overalt i landskabet, er runde hvide ensilagepakker. Overalt, hvor der er muld og fladt nok til at maskinerne kan køre, er der høstet græs til ensilage. Ved gårdene ligger pakkerne i stakke, der ofte er højere end staldene.

Det må være en kolossal forbedring at kunne lave de små ensilagepakker frem for hø. Græsset tørrer forbavsende hurtigt, når man tager i betragtning, hvor ofte der er tåget, og hvor ofte der kommer en lille regnbyge. Vejret skifter hurtigt, så man har sikkert kun kort tid til rådighed ad gangen..

Græsset bliver slået, når det er 30-40 cm langt, og så ligner marken en golfbane, ingen muldvarpe skud ødelægger billedet.

Gårdenes bygninger ligner skotøjsæsker, enkle funktionsdygtige bygninger uden anden pynt end livlige farver på tagene: Pariserblå, gul, mintgrøn, postkasse- og skarlagenrød.

De oftest ensomt beliggende gårde vil være nemme at finde i en snestorm. 

Bemærk de typiske gavle på gårdene. De går igen i arkitekturen på byhusene.

Huse i Reykjavík

 Her nær Reykjavík havn

Denne tankstation er ikke let at overse. 

KVÆG OG HESTE

Det islandske malkekvæg er også en bemærkning værd. Koen er på størrelse med en jerseyko. Knoglet og nøjsom at se til.  Alle farver var repræsenteret, men især den grå og den tværstribede fangede vores øjne.

Pelsen er stribet i brune, gyldne og sorte nuancer som en boxerpels. Den grå ko siges at være den bedste malker. Den var oprindelig en gave til en fisker, som slap en havmand ud af sit garn og fik nogle grå sø-køer som tak.
 

Jeg er også lige nødt til at fortælle lidt om hestene, som vi helt tabte vore hjerter til. De var alle vegne, især langs kysten.

En formiddag talte Lasse og jeg heste en times tid, mens vi kørte i bilen: På 10 min så vi 7 flokke med i alt 86 heste. Den næste halve time 29 flokke med i alt 379 heste og den næste halve time 17 flokke med i alt 210 heste. Aldrig færre en 3 heste og oftest 15-20 i hver flok, med næsten alle farver og aftegn.

Vi kunne have talt heste hele dagen. Vi undrede os over, hvad man brugte alle de heste til, for de kunne da ikke rides alle sammen, og så mange blev vel heller ikke eksporteret.

Da vi spurgte vores madmor, hvad vi kunne få at spise, sagde hun ”Lam og fisk”. Vi valgte lam den ene dag og fisk den anden. Vi spurgte, om man ikke spiste heste, og hvor avlens overskud blev af.

Svaret var, at der blev solgt meget hestekød til Japan og at man ellers solgte hestekød privat. Jeg gætter på, at man bytter hestekød for Toyota, for dem var der også rigtig mange af.

TRÆERNE

Jeg spurgte en islandsk kvinde, om hun ikke nød de store skove i Danmark, da hun sidst var på besøg hernede, og hun svarede, at hun syntes, at alle de træer spærrede for udsigten.

Der er også noget ganske specielt over et landskab, hvor alle former kan ses, fordi de højeste planter er som lyngplanter, så langt øjet rækker.

En museumsmand fortalte os, at på Erik den Rødes tid var Island dækket af skov, men at menneskene og dyrene i fællesskab udryddede træerne. I dag plantes der skov flere steder, hvor mulden er dyb nok. Træerne ligner poppel.

Der er kræfter i gang, der vil begrænse husdyrenes ret til at færdes overalt, som de ellers har gjort.  At træerne kan blive store og gamle, så vi i Reykjavik, hvor en halv meter tykke bornholmske rønnebærtræer flankerede indgangen til den danske ambassade.

Men stadigvæk gælder det selvironiske mundheld: Farer du vild i en islandsk skov, skal du bare rejse dig op, så bliver du fundet.

Viva Eibe Sternsdorf